Til bunden!

Hvorfor dykke?

Fri som fisken.
I det øjeblik man forlader overfladen træder man ind i en verden meget anderledes den over overfladen. Og det er ikke det at omgivelserne potentielt er livsfarlige (det kniber stadig med at ånde under vand).
Livet, lyset og landskabet (kan man sige det når det er under vand?) opleves helt anderledes når man kan svæve "stille" gennem det. Jeg hørte en sige at der hvor man siger "Fri som fuglen", der burde man sige "Fri som fisken". En fisk kan nemlig bevæge sig lige så frit omkring, men den kan også stå stille et sted. Holder en fugl op med at baske med vingerne så falder den hurtigt til jorden. I vandet bliver man bare hængende.
For selv om man af og til overvejer en lettere hobby når man står med alt det tunge udstyr på, så tænker man ikke over det når man glider under overfladen og svæver vægtløs hen over bunden. En ro sænker sig over sindet. Nu skal man kun tænke på sig selv og udstyret, makkeren ... og så ellers bare nyde turen.
Der er nogle som får et kick af det tekniske udstyr, andre af at bryde fysiske eller tekniske grænser. Og så er der os som bare gerne vil nyde og opleve hvad der foregår under overfladen.

Adrenalin
er ikke noget for en dykker. En dykker skal tage tingene roligt og pulsen skal være lav for så er luftforbruget og ikke mindst risikoen ved dykningen mindre. Adrenalin er et tegn på at tingene ikke helt er som de skulle være.
Dykning er ikke en extrem sport!

Tech eller kiss?
Tech dykkere er oftest en betegnelse for dem der bare skal have det nyeste udstyr og som vil bruge udstyret til at flytte grænserne for hvordan de kan dykke. Møder man dem kan de virke lidt vilde med deres omfattende, dyre og ofte ret tunge udstyr.
Den slags har jeg hverken lyst eller råd til. Den eneste form for tech dyk jeg laver er at jeg af og til dykker med Nitrox (luft med højere ilt-indhold end normal luft). Det er dog i den milde ende af tech, da det mest har betydning for hvor dybt man må gå, og hvor længe man må være nede. Min erfaring siger mig at des flere ting der er involveret, des større er risikoen for at noget går galt. Vi kan ikke undvære udstyret under vandet, men KISS (Keep It Simple Stupid) princippet passer nok mere til mig.

Vrag

I dybet under en
griber ankeret fat i noget tungt. Man gør sig klar til at følge linen ned til hvad det end er der ligger under en, og dropper snart ud over bådens kant. Ventilen i vesten åbnes og man glider hurtigt ned langs linen. I starten trykudligner man et par gange, men snart går det helt af sig selv. Lyset skifter måske fra grønt til mørkt og så helt til sort. Men pludseligt ser man noget igen. Et eller andet træder frem fra skyggerne og med et indser man at det er et stort skib og ikke bunden der ligger lige under en. Hvad enten det er en kutter der er kæntret i blæsevejr eller en minestryger sænket af engelske fly, så repræsenter hvert vrag en historie. Nogle gange kender man historien, og det gør det bare lidt mere spændende, og andre gange må man bare lure så meget af historien man kan ved at se på vraget.

En oase under vandet.
Et vrag er en fremmed genstand i havet, men ofte er de samtidigt en oase af liv. En kutter kan stå på en næsten tom sandbund, og pludseligt give fast grobund for et væld af sønelliker og farvestrålende planter. Man kan gå fra en bund næsten uden liv til et vrag fyldt med både planter og dyr. Store fisk, måske en torsk eller en havkat, kigger ud af hullet i siden af skibet. På dækket ligger der en søsol (en søstjerne med 10-12 arme) der er ved at åbne nogle af de muslinger som hægter sig fast på et træk-spil. Rælingen og styrehuset er dækket af gule, røde, hvide og orange søanemoner på 20-30 cm’s højde og giver skibet et lidt plysagtigt udseende. Krabber, slangestjerner kravler rundt på bunden omkring skibet. En ting som ikke hørte til der på bunden er pludseligt blevet integreret i naturen. Et ret flot syn.

På museum
Andre vrag er næsten helt livløse. Nogle ligger på en dybde hvor der ikke er meget lys til planterne og skibet er derfor mere synligt. Det er aldrig helt uden liv, da der altid er nogle planter og nogle store fisk som finder et hjem på eller i det menneskeskabte rev. Til gengæld er skibet mere tydeligt, og det er let at se hvor torpedoen ramte dengang den fik skibet til at synke på få minutter. Måske er der endda helt åbent så man kan tage lygten og lyse ind på motoren eller hvad der nu eller kan være gemt bag skroget.
Det er som et museum som kun udvalgte får lov at besøge.

Penetrering?
Sydpå er det en lidt anden oplevelse da den bedre sigt gør at man kan se mere på én gang. Man kan svæve roligt mod eller over et stort fartøj som ligger majestætisk og roligt på bunden. Nogle gange ser skibet helt sødygtigt ud … lige indtil man når det sted hvor bunden skrabede mod et rev. Den gode sigt giver også af og til mulighed for at forsigtigt bevæge sig gennem skibets lastrum. Noget man sjældent skal forsøge i de mørke danske farvande. Penetrering er ikke helt ufarligt da havet har det med at gøre et vrag mere og mere ustabilt. Man ved aldrig hvornår havet har opløst en stålplade nok til at den bryder sammen. Ophvirvling af sedimenter er et andet problem, for med begrænset luftmængde er det ikke rart at fare vild i et lastrum. Men til gengæld kan man få nogle fantastiske oplevelser de steder hvor det er sikkert nok at foretage en penetrering.

Salat

Salatdyk = Naturdyk
Der er en del som ikke regner salatdyk, som naturdyk ofte kaldes, for noget. De skal have lidt rust på handskerne eller i det mindste synet af en stor messingskrue.
Men jeg kan egentligt også godt lide en tur gennem et frodigt landskab under vandet. Dybden behøver endda ikke være så stor, da man jo kan have længere tid, og ofte bedre lys, på lavere dybder. Men der er selvfølgeligt også nogle dyrearter man kun ser når man kommer et stykke ned. Feks. finder man normalt først søsole og de farvestrålende nøgensnegle på dybder over 20 meter.

Mange steder
kan man gå direkte ud fra stranden, men selvfølgeligt er der forskel på hvor interessant bunden er. Gode steder har stor variation, som f.eks. Søspejderne i Lillebælt. Når man forlader sandstranden følger man bunden over et område med fin sandbund og spredte planter. En del krabber gemmer sig i ålegræsset der også gemmer på små fisk og søstjerner. Et par små rødspætter prøver at gemme sig. Pludseligt dukker der en mørk kant op og bunden falder 5-8 meter foran en. Efter et øjeblik er øjnene vant til mørket og man lader sig ’falde’ ud over kanten. Langsomt svæver man ned over en skrænt med begroede fremspring og beboede huler. Strømmen holder skrænten ren for sedimenter og der er en del liv her. Nedenfor skrænten går de lidt større fisk, og rødspætterne er ligefrem værd at overveje at spidde. Bunden vrimler med eremitkrebs og søstjerner der prøver at finde lidt føde på muslingebankerne. Vandmænd og ’dræbergobler’ glider roligt forbi. Fortsætter man udad så skråner bunden mod dybden og en del af planterne forsvinder. Marker med søanemoner eller store muslinger dækker bunden. Fiskene svømmer roligt forbi. Man vender langsomt om og undersøger skrænten lidt nøjere.

Som Supermand
På vej op kommer lyset tilbage og solens stråler trækker gardiner ned gennem vandet. En stor sten tårner sig pludseligt op foran. Stenen er dækket af farvestrålende planter og fisk og andre dyr skjuler sig i den bølgende tang. Der er en let strøm tilbage, så man tager det roligt så man afgasser på vej op. Strømmen bærer en, så man 'flyver' afsted uden besvær. Kommer en sten i vejen tager man bare en dyb indånding der får en til at stige lidt op så man glider over stenen. På den anden side ånder man ud igen og synker lidt ned igen.
På vej op udfordrer en modig men kun 1½ cm stor krappe en til kamp. Man kan bare komme an. Mod mangler de ikke :-)
Dykket er slut og man planter de store svømmefødder i sandet og rejser sig op. Det er lidt ubehageligt når man går fra vægtløs til 120 kg., men så kan man distrahere hinanden med at spørge om makkeren også så den enorme fisk der var nede ved skrænten. Og den friske luft smager dejligt efter den tørre luft der er i flaskerne.

Med båd
er det med at komme i lidt mere besværligt at komme i da der ikke er så megen plads til at tage udstyret på. Men til gængæld er der to store fordele. Man kan nøjes med at svømme den ene vej, og så lade både samle en op når tiden er gået. det er særdeles rart hvis der er nogen strøm i området. Og den anden fordel er at når man skal op, så lægger man sig blot på ryggen, og lader de andre i båden tage blybæltet og vesten af en. Man skal blot sørge for selv at komme op i båden igen. Og så skal man selvfølgeligt hjælpe de andre dykkere når de skal op.

Snorkel og gummitæer

Dykning lite
Snorkling er en dejlig let måde at komme under vandet, og specielt i de lidt varmere vande kan snorkling give rigtigt gode oplevelser. Der er ofte flere fisk og liv på lavere vand, og man kan klare at ligge røven i vandskorpen i længere tid.
Men da ungerne nu går til snorkeldykning, så er jeg begyndt at tage med dem ud. Det er nu meget hyggeligt, og knap så tungt som flaskedykning, at tage ud til en strand og lade sig plumpe i og se hvad der er at finde på bunden. Der kan være både rødspætter, og andre fisk, store krapper og små søannemoner ... eller måske et par golfbolde og en cykel

Varmt eller koldt?

Nord eller syd?
Jeg vil ikke lyve og sige at jeg ikke nyder vand der er over 25 grader, og det overrasker nok de færreste at man kan få fantastiske dyk på et farvestrålende rev eller et imponerende vrag i Rødehavet (se min beskrivelse og billederne fra 2008). Men mange bliver overrasket når de hører eller ser hvor frodig og afvekslende vores hjemlige farvande er. Som over vandet, så skifter havbunden også efter årstiden, og derfor varierer vores hav også mere end de gør sydpå. Fiskene er godt nok ikke så store og farvestrålende ... men til gengæld har vi så heller ikke store hajer omkring os.
Og så ligger der omkring 20.000 vrag omkring Danmark. De fleste er efterhånden ikke andet en lille bunke på havbunden, men der ligger stadig en del der er i god stand, og som kan give en nogle spændende dyk..